Som content creators overser vi, at folk ikke er på nettet eller i deres indbakke for at læse vores tekster.
De er på nettet for at skimme, swipe, lukke ned eller blive distraheret af kattevideoer.
Så er det ligegyldigt, hvor stor umage du har gjort dig med at analysere data, bruge relevante søgeord, kende målgruppen og den slags, som du som Help Marketing-lytter kender til.
Hvis ikke du kan vække nysgerrighed, fascinere eller løse folks problemer i dit skriftlige content, gider folk ikke læse med.
I dagens episode får du 7 byggeklodser til at skabe den perfekte tekst, som får læseren til at hungre efter mere – og som gør det mere effektivt for dig at skrive content.
Mød: Kathrine Louise Nielsen
Kathrine Louise Nielsen er copywriter og ejer af KLN Copywriting. Hun har bl.a. været redaktør på Help Marketing Bogen og har fået udgivet to romaner. Til daglig bor hun i Canada, hvor hun hjælper danske kunder med at skrive mere overbevisende tekster. Følg hende på LinkedIn eller Twitter.
Derudover er hun ualmindelig godt begavet og har en fortrinlig humor. Og ja, det er Kathrine, der skriver disse shownotes.
I denne episode lærer du de 7 byggeklodser i den perfekte tekst. De er:
- Overskrift
- Indledning
- Deloverskrifter
- Brødtekst
- Overgangssætninger
- Opsummering
- Call to action
Alle overbevisende artikler er grundlæggende bygget op på samme måde. Uanset om emnet er højttalere, diabetes, online-kurser eller case-stories, så er en overbevisende artikel, der klistrer læserens øjne til sig, grundlæggende bygget op af de samme elementer. De kommer her:
1) Clickbait i din overskrift
Vi er ude efter at få folk til at klikke på nettet – så ja, du skal clickbaite! Men det handler om at gøre det med stil. Du skal ikke skrive ‘Hun vendte sig om i Netto – and you won’t believe what happens next’! Øv dig derimod i at bruge overskriftformularer eller de såkaldte headline hacks – og skriv indhold, der lever op til løftet i overskriften.
Kathrine clickbaitede fx selv på sin blog med denne blogpost, der blev delt af ca. 600 mennesker:
Denne overskrift virker, fordi:
- der indgår tal
- den handler om fejl
- den tilbyder en vej ud af fadæsen.
HM153: Tekster der sælger – Sådan skriver du til web, blog og nyhedsbreve
2) Fang læseren inden for de første 200 ord
De fleste mennesker læser kun de første 200 ord af en artikel på nettet. Det svarer til, hvad vi kan læse på en smartphone uden at swipe.
Så start ikke sløjt med “I denne artikel lærer du forskellen på os og konkurrenten” eller “Vi bliver tit spurgt om, hvordan man gør x og y. Så her har du et blogindlæg, der besvarer spørgsmålet.”
Det er kedeligt. Den perfekte tekst fanger læseren med en skæv betragtning, et provokerende udsagn – hvad som helst der får din læser til at læse videre end de 200 ord.
Eksempelvis lavede Kathrine et blogindlæg for en kunde, der performede næsten 9 gange bedre end originalen. Indledningen lød:
“Er det bare mig, eller er de fleste virksomheder røvkedelige?”
3) Lav dine deloverskrifter
Skriv dine deloverskrifter, før du skriver videre. Gør lige så meget ud af dine deloverskrifter som overskriften. Den perfekte tekst bliver læst lige så godt af skimmerne som af læserne – de skal kunne fange pointen i artiklen ved kun at læse deloverskrifterne. Hvis du fanger dem her, gider de måske læse resten.
Drop derfor deloverskrifter som ‘mange bække små’’ eller ‘spændende nyt’ – det fortæller ikke læseren noget om, hvorfor hun skal læse teksten nedenunder.
HM123: Gode SEO-tekster gør Google til din ven
4) Skriv brødteksten så hurtigt som muligt
Skriv nu indholdet ud under deloverskrifterne. Få det overstået så hurtigt som muligt. Når du har de 3 første byggesten, skal du bare få denne del overstået. Her er listeposts fx rigtig gode til at få noget brugbart content ud af vagten hurtigt.
Når du har lavet byggesten 1-4 er du rigtig langt. De fleste stopper her, men det må du endelig ikke gøre. Du mangler nemlig et vigtigt, overset element.
5) Glem ikke overgangssætningerne
Overgangssætninger er de sætninger, der fører dig videre i teksten. Fx:
Når du har lavet byggesten 1-4 er du rigtig langt. De fleste stopper her, men det må du endelig ikke gøre. Du mangler nemlig et vigtigt, overset element.
Overgangssætninger er ekstremt vigtige for at holde folks opmærksomhed. Det er også her, du kan vise noget af din stil og tone, fordi du træder ud af emnet og siger til din læser ‘hey, du der, nu skal du bare høre, hvorfor du skal blive hængende lidt længere endnu’.
HM126: Brænd igennem med din e-mail markedsføring
6) Slut stærkt af med en opsummering
Husk at opsummere din tekst. Ja, lidt ligesom i stil i skolen. Mind læseren om, hvad han/hun nu har lært. Det er både vigtigt, fordi det giver en følelse af afslutning.
Det er også vigtigt, fordi du skaber en følelse af ‘orv ja, hvor har den her skribent lært mig meget’, og den følelse vil du gerne give din modtager lige inden call to action. Så står læseren en lille smule i gæld til dig.
7) Skriv en modig call to action (hvis det giver mening)
De fleste calls to actions er nogle kujoner, der står i bunden af teksten og siger ‘læs mere’ eller ‘del linket’.
Det er dumt, for ofte scroller folk fra din overskrift og ned i bunden, før de beslutter sig, om de gider læse resten. Så skal du også vække noget nysgerrighed og behov hernede.
Call to actions er svære, og der bliver holdt hele konferencer om call to actions. Men i bund og grund handler det om, at hvis du har givet læseren den perfekte tekst, så fortæl da lige, at læseren kan få en fed content upgrade om emnet, at du svarer på spørgsmål i kommentarfeltet, eller de kan signe sig op til dit nyhedsbrev, hvis de synes, de har fået noget ud af artiklen.
2 konkrete råd til den perfekte tekst
- Brug mest tid af tekstarbejdet på at lande din overskrift. Når du har en overskrift, hvor du tænker ‘wauv den artikel gad jeg godt læse!’ har du sandsynligvis allerede en skarpere og mere interessant vinkel på plads, end hvis du bare satte dig ned og skrev noget om det budskab, du gerne vil ud med. Vær ikke bange for at bruge overskrift-fomularer her – skidtet virker.
- Hent inspiration fra udlandet. Lad være med at kopiere de danske skribenter, du synes, er awesome – vi er så få i branchen, at alle kommer til at lyde ens. Kig på de mest populære, engelsksprogede artikler på fx Medium eller Alltop.com, og bemærk strukturen – hvordan gør de brug af de 7 byggeklodser? Gør de noget godt, som du kan lade dig inspirere af? Ellers kig på Jon Morrow, Derek Halpern og Sonia Simone, som har nogle af de allermest læste blogposts globalt om at skrive og lave content.
Om Help Marketing Podcasten
Help Marketing er en podcast, der bare gerne vil gøre dig bedre til online markedsføring. Men +190 programmer er Help Marketing en af de største marketing-podcasts på dansk, der lærer dig om alt fra SEO til kampagner og sociale medier. Lad dig inspirere og få ny viden af Eric Ziengs, der hver uge interviewer en ny ekspert fra marketing-land.
Podcast: Download (Varighed: 41:11 — 37.7MB)
Abonnér RSS
Hej Erik og Kathrine
Et rigtig godt afsnit for os som ikke arbejder med marketing i dagligdagen, men har en hjemmeside/blog. Meget håndgribeligt med at opdele teksten i brudstykker.
Hej Brian. Tusind tak for at tage dig tid til at kommentere, og jeg er rigtig glad for, du kan bruge min nu-splitter-vi-teksten-fuldstændig-ad-model i dit daglige arbejde 🙂 Mange hilsner Kathrine