Local Search i Help Marketing
Ugens gæst er Andreas S.
I dette afsnit får du bl.a. svar på følgende:
- Hvad er Googles Local Search?
- Hvad kan du bruge Local Search til?
- Hvordan udnytter du Local Search?
- Hvad skal du være opmærksom på ved Local Search?
- Hvad kan du måle på i Local Search?
- Konkrete råd til at optimere din lokale side hos Google.
Andreas S. i Help Marketing
Derfor skal du bruge Googles Local Search
Forbrugerne søger mere og mere lokalt – faktisk søger 97% af alle, der søger på Google, på lokale varer, virksomheder eller services. Derfor har Google oprettet Local Search. Dermed kan lokale virksomheder som butikker og restauranter eller andre virksomheder, der ønsker besøg på deres adresse, med fordel have styr på Local Search.
Google trækker selv data på din virksomhed fra krak, cvr.dk og andre steder, men for at Google kan finde alle dine informationer som virksomhed som fx åbningstider, adresse m.m. skal du selv sørge for at have bekræftet din virksomhed via Googles værktøj: Google My Business.
Derudover skal du sørge for at have opdateret dine oplysninger såsom firmanavn, adresse, telefonnummer samt uploade billeder og skaffe anmeldelser, hvis du vil have en superoptimeret lokal Google-side. Alle disse ting skal være de samme som på din hjemmeside, så der ikke er nogen tvivl om det for Google.
Google My Business er et afgørende værktøj til at blive fundet i de lokale søgeresultater. Men vil du ligge nummer et i Google, er Google My Business langt fra nok. Der gælder de normale SEO-parametre.
HM026: SEO optimering med Lars Skjoldby
I de lokale søgeresultater handler det om at blive nævnt i forskellige index, hvor din virksomhed er nævnt med navn, adresse m.m. – det er såkaldte “citations” (fx index over restauranter eller butikker). Billeder er også vigtige i Local Search lige som anmeldelser også er det. Bemærk, at der der bliver løbende ændret i, hvad der er muligt i Local Search, så det er en god idé at følge med i og benytte sig af de nye muligheder, der kommer.
Det kan du måle på i Google lokal søgning
Local Search har sit eget indsigtspanel i Google My Business (en slags Google Analytics). Der kan du fx tilføje din G+ side (ligesom hvis du har en lokal Facebook-side), og så kan du følge med i, hvor mange der ser dine indlæg, og hvilken type følgere du har. Derudover kan du se, hvor de besøgende kommer fra på din lokale side, tracke telefonopkald (hvis kunderne trykker på “Ring op”-ikonet), samt hvor mange der trykker på rutevejledning.
HM047: Track alt i Google Analytics med Jacob Kildebogaard
5 råd til at optimere din Google Local Search
- Sørg for, at du ikke har nogen duplikeringssider/dobbelt sider. Hvis du har flere sider, så skal du få lagt dem sammen, for hvis du blot lukker dem, kan du risikere, at der står i Google, at du har lukket permanent.
- Firmanavn, adresse, telefonnummer osv. skal være det samme alle steder. Dvs. på din hjemmeside, cvr.dk, krak, din G+ side osv. – alle steder hvor dine kontaktoplysninger kan indgå.
- Optimer din Google-side på alle de punkter, du kan. Dvs. få taget billeder og læg dem korrekt ind under de forskellige områder. Opret evt. en G+ side, for den kan også blive vist i Googles søgeresultat.
- Optimer din hjemmeside med dine kontaktinformationer, så der fremgår de samme elementer som adresse m.v. Sæt Google Maps kort på evt. med et Streetview billede af butikkens facade eller lignende, og tag din virksomhed korrekt via markeringsværktøjet Schema.org.
- Skaf anmeldelser på din Google Local side – gerne 5-10 stykker. Når du har fem anmeldelser, får du en score fra Google, som er med til at vise, at det er en relevant virksomhed for dem, der søger. Der er stadig ikke særlig mange virksomheder, der har gjort det, og derfor er det en nem måde at komme langt med din Google side på.
HM047: Track alt i Google Analytics med Jacob Kildebogaard
Google Streetview
Lige som Google Streetview kan du få lagt billeder op af dit sted eller butik indenfor. Nogle gør det for at vise atmosfæren i deres butik eller restaurant. Andre gør det for at skille sig ud, hvis de eksempelvis har noget specielt interiør, og andre gør det blot for at gøre det lettere for kunderne at finde butikken, hvis den fx ligger lidt skjult. Se Dansk Bordfodbold Forbund indenfor med Streetview her.
2 gode råd til dig, der vil i gang med Google Streetview
- Få verificeret din side på Google My Business. Ellers kan det ikke lade sig gøre.
- Du må ikke have duplikeringssider, for hvis billederne bliver integreret på den forkerte, skal det lægges op igen eller flyttes rundt, hvilket er noget bøvl.