Indhold i dette afsnit af Help Marketing: SEO-optimering
Help Marketing podcasten er lavet for dig, der arbejder med digital marketing, salg og ledelse, og som gerne vil opnå succes ved at hjælpe andre. Værten er Eric Ziengs. Help Marketing produceres af Nochmal.
Baggrunden for Help Marketing er, at jeg gerne vil have, at vi alle bliver en lille smule bedre til at hjælpe hinanden. Hvorfor? Fordi det gør hverdagen rarere for alle. Men i lige så høj grad, fordi det i mine øjne er den bedste måde at skabe succes for sig selv, da man opbygger værdifulde relationer.
Ugens gæst er Lars Skjoldby fra Skjoldby & Co. som er specialist i markedsføring på Google. Han hjælper virksomheder med at blive fundet på Google, så de kan få flere besøgende og dermed få flere kunder via hjemmesiden.
I dette afsnit får du bl.a. svar på følgende:
- Hvilke elementer er der i SEO?
- Hvad er absolut must på den enkelte artikel?
- Hvordan fungerer det der med sidetitler, metabeskrivelser mv?
- Hvad er forskellen på onpage SEO og ekstern SEO-arbejde som linkbuilding?
- Hvordan gavner SEO dine kunder?
- Er det relevant at kigget på andet end Google?
Lars Skjoldby i Help Marketing
Inden du starter med SEO
SEO (Search engine optimization/ søgemaskineoptimering) går ganske enkelt ud på, at du optimerer din hjemmeside, så dine kunder kan finde den ud fra de søgeord, du gerne vil findes på. Inden du går i gang med søgemaskineoptimering er det vigtig, at du har en idé om, hvad formålet med de enkelte sider på din hjemmeside er. Først når du kender formålet for de enkelte sider, kan du begynde at målrette dine søgeord til de enkelte sider.
På din side og på eksterne sider
Der er forskellige faktorer, der har betydning når du arbejder med SEO. Der er faktorer som foregår på hjemmesiden, det man kalder onpage SEO og så er der de eksterne faktorer, som fx linkbuilding.
Onpage SEO
Når du arbejder med onpage SEO, drejer det sig om at SEO optimere indholdet på den enkelte side, så det matcher kundernes søgninger. Her gælder det om, at du optimere sidetitler, URL’er og metabeskrivelser. De første to påvirker rankingen i Google, mens metabeskrivelser overtaler brugeren til at få kunden til at klikke på dit link. Sørg for at de tre elementer samt overskrifter og billedbeskrivelser inkluderer den søgefrase, som du optimerer den enkelte side til – uanset om det er longtail eller shorttail.
HM030: Black hat SEO og White hat SEO med Søren Riisager
Du skal også du være opmærksom på såkaldt duplicate content. Det betyder, at det samme indhold ikke må ligge to steder – hverken to gange på din hjemmeside eller en gang på din side og en kopi på en anden side. I værste tilfælde opfatter Google det negativt, og det skader din placering i søgeresultaterne.
Vil du i dybden med søgemaskineoptimering kan Lars’ gratis SEO leksikon anbefales.
Tilføjelse efter udgivelse. At sige “SEO optimering” lyder måske lidt fjollet. Det er jo at sige Search Engine Optimization optimering. Det gjorde flere opmærksom på på Twitter. Jeg lader det være for et godt grin. Det påvirker ikke de gode råd fra Lars.
@vadskaer Man kan vel optimere sin optimering? @Ericziengs @skjoldby
— Mikael Rieck (@mikaelrieck) March 25, 2015
Prioritering onpage
Ifølge Lars er sidetitlerne det vigtigste at kigge på. Sidetitlerne er det, der vises i toppen af browserfanen, når du går ind på din side. Det vægter Google ekstremt højt.
Dernæst skal du kigge på din metabeskrivelse. Det har som sådan ikke en direkte effekt på placeringen i Google, men det du skriver i metabeskrivelsen har stor effekt på om brugerne klikker på dit resultat. Så det kræver gode call to actions på meget lidt plads.
Så er det tid til at kigge på dine overskrifter. Husk kun én H1 overskrift. Det er den tekniske HTML betegnelse for den største overskrift. Resten i H2 eller H3. Brug dine søgeord i overskrifterne, så både læsere og Google forstår, hvad dit indhold handler om.
Herefter skal du se på dit indhold. Undgå ”tyndt” indhold. Skriv gode tekster og få lagt nogle billeder på, der understøtter teksten. Sørg også for at linke videre til andet indhold på dine hjemmeside for at holde på brugeren.
Ekstern SEO
Når du arbejder med eksterne faktorer, spiller links til dit site en stor rolle. Du skal altså ud og skaffe links, der peger hen til din hjemmeside. Der er mange måde du kan få links på, blandt andet via dit netværk, dine leverandører og PR. Sørg for at lave så godt indhold, så andre vil linke til det. Udover det er de sociale medier også en god kilde til at få links fra – de vejer måske ikke så tungt som et link fra DR, men det er værd at tage med.
Redskaber til SEO
For at se din linkprofil, altså se hvor mange, der linker til din hjemmeside, har moz.com lavet Open Site explorer, som kræver abonnement. Ellers er der ahrefs, som også kræver betaling. Du kan se på, hvem der linker til dig og dermed også hvem der linker til konkurrenter. Det kan give inspiration til, hvem du kan henvende dig til! Det sidste redskab du også kan tjekke ud er majestic seo som også er et populært backlink analyse værktøj.
Gode råd fra Lars
Prøv at skrive ordet site med kolon efterfulgt af domænet på din hjemmeside i en Google søgning. Så får du vist alle de resultater, som google har indekseret på din hjemmeside. Så kan du se helt præcist, hvordan din sidetitler og metabeskrivelser ser ud. Derefter er det bare i gang med at optimere dem og få dine søgeord med i titlen og metabeskrivelsen.
Et andet onpage råd fra Lars er at lave samme søgning, og gå til sidste side i resultaterne. Her finder du alt det ”skrammel”, som google har indekseret. Det kan være en idé at få ryddet op i det.
Tredje råd for Lars er et eksternt SEO råd og det handler om links. Spørg din leverandører om de vil linke – måske i en case.
HM052: Øg din trafik med link building
[…] General SEO […]