HM140: Opdatere hjemmeside: Hvornår og hvordan

Når din bil begynder at skrante, og du aflægger mekanikeren et visit i tide og utide, er det ved at være på tide med en udskiftning. Det samme gælder hjemmesider. De soder til og bliver hurtigt forældede. Men hvordan vurderer du, om det er tid til at investere i en gennemgribende omlægning? I ugens afsnit bliver du klogere på, hvornår det giver mening at opdatere en hjemmeside. Læs noterne under afspilleren.

Help Marketing Bogen Støt os ved at købe Help Marketing Bogen :-) Køb bogen

Hvornår og hvordan skal du opdatere din hjemmeside?

Help Marketing henvender sig til dig, der arbejder med marketing, salg og ledelse. Målet er at hjælpe dig til at blive bedre. Lad dig inspirere og få ny viden ved at lytte til Help Marketing podcasten, hvor Eric Ziengs hver uge interviewer en ny ekspert inden for et bestemt område.

Baggrunden for Help Marketing er, at vi alle kan blive en smule bedre til at hjælpe hinanden. Hvorfor? Fordi det gør hverdagen rarere for alle. Men i lige så høj grad fordi det er den bedste måde at skabe succes for dig selv, da du opbygger værdifulde relationer.

Help Marketing som bog? Læs mere her.

Ugens gæst: Kim Dolleris

I denne uge har vi besøg af Kim Dolleris, som er direktør og digital designer hos Beneath. Du kan følge Kim på Facebook, Twitter, Linkedin eller på hans blog. Du kan også tage et kig på Beneaths hjemmeside.

I ugens afsnit får du mere viden om:

  • Hvornår det er på tide, at du opdaterer dit site
  • Hvad der er vigtigt at gøre, inden du går i gang med at opdatere din hjemmeside
  • Hvilke fordele du kan høste
  • Hvilke faldgruber der er
  • Konkrete eksempler fra Nochmal.dk
  • Tips til, hvordan du kan teste, om du skal foretage en opdatering af din hjemmeside

Hvornår giver det mening at opdatere en hjemmeside?

Du kan sammenholde opdateringen af en hjemmeside med en bil. Når den bliver gammel, begynder den at hoste lidt og komme tit til mekanikeren. Så ved du, at den snart skal i graven. På samme måde går det med websites. Der sker vanvittigt meget på IT-udviklingen. Browsere opdateres konstant, og vi får hele tiden nye devices. Et website bliver gammelt som alt andet – og ofte meget hurtigere. Et website bliver næsten forældet den dag, det bliver lanceret.

Den primære grund til at opdatere hjemmesider har de seneste fem år været mobilvenlighed. Det er i dag et must, at dit site er mobilvenligt. I mange tilfælde tager det for lang tid at lægge et site om, og det er alt for bøvlet. Derfor vælger mange at opdatere websitet med et nyt.

Det drejer sig altså både om en ekstern udvikling, som vi ikke selv kan påvirke, men som vi er tvunget til at følge med. Og så drejer det sig også om effektiviseringsmuligheder. Kan vi gøre det smartere? Stil dig selv spørgsmålene: Er vi gearet til de mål vi har? Skal vi bygge om, eller skal vi smide murstenene ud og starte et nyt site? Kig også på:

  • Er sitet hurtigt nok – og kan vi optimere i eksisterende setup?
  • Er det mobilt venligt
  • Er teknologien god nok til at understøtte behov inden for SEO, social, integration til hjemmesider, API’er, RSS mv
  • Er backend’en nem og effektiv nok at arbejde i?
  • Kan du tracke det du vil?
  • Kan du selv ændre basale forhold eller koster det hos en udvikler hver gang?

Planlægning i centrum

Når du skal i gang med at opdatere en hjemmeside, er planlægning et nøgleord. Skriv alting ned i en plan. Dine aftaler, features, der skal med i det nye, og alt andet, der skal med. Graden af planlægning afhænger naturligvis af projektets størrelse, men er vigtig for et stort såvel som et mindre projekt.

Projekter med tusindvis af arbejdstimer skal planlægges ned til mindste detalje. Der skal laves et fuldstændig afgrænset roadmap med alting lagt ned i cases, epics og sprints. Skal du i gang med et mindre projekt, er der tale om en mere lavpraktisk tilgang. Mellemdeadlines og en egentlig deadline kan her være nok. Men det vigtigste er, at du planlægger. Det giver dig en horisont, som du kan følge. Er der flere personer inde over, er det ekstra vigtigt.

Da Kim hjalp med at opdatere Nochmal.dk, klarede Eric og Kim det meste over en Facebook-chat og et Trello-kort. Fremtidstankerne blev klarlagt, og der blev skrevet frem og tilbage om, hvordan det kunne komme til at ske, og hvordan det kunne være fedt at få sitet til at se ud. Kim lavede et visuelt forslag og wireframes til sitet, som Eric så kunne nikke til. Der var ikke fokus på splittests og konvertering, men sitet blev opdateret ud fra et brandmæssigt perspektiv. Sitet har ikke nok trafik til de store tests. Det skal vi gøre senere, når der er mere trafik.

Det var en mindre opgave, som dels gik ud på at rydde op inde bagved på sitet, og dels lave en mindre identitets-update. Og de fleste lyttere har sikkert ikke opdaget, at der er sket ændringer i forhold til justering af logo, farver og skriftstørrelse. Eric har heller ikke slået noget stort brød op i forhold til at promovere det, og ser det nærmere som en udvikling end en ny identitet. Den tidligere version af Nochmal.dk er bare blevet bedre, hurtigere og mere lækker – og sidst men ikke mindst meget nemmere at arbejde med.

Hvilke fordele kan du høste ved at opdatere dit site?

Der er mange fordele at hente ved at opdatere dit site – ikke bare visuelt, men også rent teknisk. En af de primære aspekter er, at du får ryddet op inde bagved. Det gør ikke bare dit site hurtigere, men det gør også, at mange af dine arbejdsgange kan effektiviseres, og at det bliver nemmere at arbejde med. Vi vil bruge Nochmal.dk som case og se nærmere på de mirakler, som Kim har udrettet herinde.

URL-struktur

Kim ryddede grundigt op på Nochmal.dk, og han ændrede hele URL-strukturen. Eric har her både webinar, podcast og blogindlæg, og Kim gav sig i kast med at strukturere det både i forhold til URL-struktur, men også inde bagved, så det ligger pænt struktureret i CMS. Det gør det nemmere at skille tingene ad, og der er flere funktioner, som nu varetages automatisk. Og det giver Eric færre manuelle opgaver – blandt andet med at copy-paste indhold, der skal fremgå flere steder. Er der eksempelvis et tool, der ikke findes mere, behøver Eric kun at ændre det ét sted. Så går resten manuelt på fx siden for alle værktøjer nævnt i Help Marketing. Det effektiviserer, og det letter.

En oprydning går basalt set ud på at finde på noget bedre. Noget, der letter og effektiviserer. Og det er også en typisk grund til at opdatere. At det enten er bøvlet at arbejde med, eller at der er nye tanker og ideer til, hvordan det kan gøres på en smartere måde. Både så det kommer til at se bedre ud, men også så det er nemmere at bruge og arbejde med. Her er det så altid en opvejning, om det kan betale sig at bygge det hele om, eller om det er smartere med et helt nyt.

Oprydning i indhold, design og koder

Eric har selv bygget det tidligere Nochmal.dk op med hjælp fra forskellige mennesker undervejs. Og det har haft nogle uhensigtsmæssige konsekvenser. Kodningen har sikkert været fin fra starten, men det er lige som en bil, der soder til. Især når der er forskellige mennesker ind over, som koder på forskellige måder. Det gælder også på indholdsdelen. Nogen har kopieret fra Word og taget formatering med, mens der er røget underlige Microsoft koder med andre steder. Det påvirker alt sammen sitet på forskellig vis – og ikke mindst hastigheden.

Hastighedsforbedringer

Måske har du som læser allerede opdaget det. Nochmal.dk er blevet betydeligt hurtigere, efter Kim har opdateret sitet. Der er sket en kæmpe ændring takket være den grundige oprydning. Server Response Time var før på 4 sekunder, og den bør som maksimum ligge på 2 milisekunder. Da der var gjort alt det, der kunne gøres på temasiden, var hastigheden stadig ikke optimal. Derfor kom et serverskifte på tale, og Nochmal røg over på Wpengine.

Serverskiftet har gjort en verden til forskel. Det har betydet, at den del, der ligger på serveren er sindssygt hurtigt, og når så alt det andet også er sindssygt hurtigt uden kodeslam, så er det intet mindre end en sand fornøjelse at gå ind på sitet. Det går super stærkt – og det kan både Google, Eric og alle I læsere godt lide.

Hvilke ulemper kan der være?

301-redirects

301-redirects er i sig selv ikke uhensigtsmæssig. Men det er en ting, du skal være opmærksom på. Da Nochmal.dk blev opdateret, blev der lavet 301-redirects, fordi URL-strukturen blev ændret. Hvis du har kørt dit site igennem og fået den her liste, så er det et spørgsmål om, at få det hele mappet op efterfølgende. Det uhensigtsmæssige eller uheldige er, hvis du glemmer eller overser vigtige sider og mister ranking på dem.

Det skete på Nochmal.dk. Her findes der to indlæg, der handler om billeder. Det ene omhandler ‘10 sider, hvor du kan få gratis billeder‘ og det andet ‘10 sider, hvor du kan få gratis billedsredigeringsværktøjer‘. Begge sider var blevet redirected til billedredigering. Det var dumt. Især fordi den forkert redirectede hev mest trafik ind til nochmal.dk. Den har nu mistet sin gode ranking og det har betydet et signifikant trafiktab Sådan noget skal du selvfølgelig helst undgå, når du laver redirects.

Fejlen opstod, fordi Kim på Nochmal.dk byggede helt nyt og hentede ting manuelt igen. Hvis han bare havde bygget nye temaer ovenpå og flyttet content, så ville det ikke være sket. Men han byggede nyt for en god ordens skyld og for at få ryddet grundigt op.

Hvad overser man ved hjemmesideprojekter?

Var du en af de heldige lyttere, der en onsdag morgen i foråret 2017 pludselig havde to afsnit af hvert Help Marketing afsnit? Så kan du her få forklaringen på, hvad der gik galt.

Det var nyt for Kim at arbejde med iTunes og det feed, de skal have. Han var overbevist om, at det kørte på noget andet end det GUID, som bliver sendt med i WordPress. Det er en unik identifyer, som ligger på posts, og som bliver genereret ud fra den absolut første URL, posten får. Og den skifter aldrig nogensinde navn igen. I og med han oprettede alle podcasts igen og fik det sat ind i de her powerpress plug-ins, som der bruges til at styre det, tænkte han ikke over, at der var den her ID, som iTunes bruger. Så da han skød det afsted til iTunes, havde du som lytter pludselig to afsnit af hvert afsnit. For at Kim kunne rette op på det, måtte han så ind og lede efter det her ID i samtlige afsnit og rette op på det.

Men nu kører det heldigvis, som det skal igen – og du behøver ikke være bange for, at du ser dobbelt.   

Sådan tjekker du, om det er værd at bruge penge på at opdatere din hjemmeside

  • Har du et tilpasset nyt KPI set-up, som ikke understøttes af et nuværende site? Er det for rigidt at ændre på i forhold til at bygge nyt for at komme i mål med de nye målsætninger.
  • Er dit site sodet til? Er det blevet for tungt? Skal det for ofte til mekaniker/udvikler for at rettes til? Er det ikke mobilvenligt? Er det ikke responsivt? Er sitet ikke det, som du gerne vil have, at det skal være?
  • Føler du dig låst i det site, du har? Vil du gerne have flere muligheder, når du eksempelvis skal ændre din tekst? Er det system, der er blevet bygget, for rigidt?

Github

Er du IT-udvikler bruger du nok GitHub.

GitHub er en platform, der er udviklet til IT-udviklere. Den gør det nemt for dig at administrere dine projekter, gennemse dine kodninger og bygge software med inspiration fra tusindvis af andre udviklere. Du deler nemt dine projekter med andre, og det er en fremragende platform til at samarbejde med andre fagnørder.

Kom i gang med GitHub uanset om du arbejder med open source eller ej. Det er rigtigt meget samarbejde på tværs af organisationer, der normalt ikke arbejder sammen. Noget andre faggrupper kunne lære noget af!

 

 

Læs mere om ugens tool her Se alle værktøjer samlet her
Altid up to date med Help Marketing! Få en mail hver måned med det seneste afsnit. Du tilmelder dig også Nochmals nyhedsbrev. Du kan altid melde fra igen.
=
Lad mig høre hvad du synes om indholdet ...

Hvad hed tekstfirmaet, du nævner? Sommere..?

Hvad hedder temaet for dette WP-site?

Svar på denne kommentar
Del dette på ...
Foredrag og sparring om din marketing Kontakt Eric