Kernen i Help Marketing – Pay it Forward
Help Marketing podcasten er lavet for dig, der arbejder med digital marketing, salg og ledelse, og som gerne vil opnå succes ved at hjælpe andre. Værten er Eric Ziengs. Help Marketing produceres af Nochmal.
Baggrunden for Help Marketing er, at jeg gerne vil have, at vi alle bliver en lille smule bedre til at hjælpe hinanden. Hvorfor? Fordi det gør hverdagen rarere for alle. Men i lige så høj grad, fordi det i mine øjne er den bedste måde at skabe succes for sig selv, da man opbygger værdifulde relationer.
Gæsten er Søren Malling, der forsøger at gøre internettet til et bedre sted for de folk, som dagligt bruger det som arbejdsredskab. Han er backend programmør med stort fokus på Typo3, men også meget andet. Han driver sin en-mands-hær gennem virksomheden Meteko. Find Søren på Freenode-kanalen på IRC eller tag fat i ham på Twitter, Tumbler eller på Google+.
Vi taler om, hvordan man i udviklermiljøet er særligt gode og interesserede i at hjælpe hinanden. Hvorfor man gør det. Og hvordan du som lytter kan lære af det – uanset hvilken branche, du arbejder inden for. Dermed er afsnit seks i særdeleshed et eksempel på kernen i Help Marketing podcast.
Søren Malling i Help Marketing
Søren deltog i Googles Summer of Code, hvor han var mentor for en indisk udvikler. Det er et eksempel på, hvordan udviklere hjælper hinanden. Det går ud på, at Google inviterer studerende verden over til at “Flip bits, not burgers”. De bruger deres sommer på at arbejde med et Open Source projekt og får tilknyttet en mentor. Tanken bag er: Du er selv startet et sted. Så giv mere tilbage end du fik.
Søren nævner også Soulaima Gouranis bog Mod til succes. I den beskriver Soulaima i et letlæseligt og forståeligt sprog, at du har ansvar for din egen succes – men også hvordan du kan tage og få ansvar for andres succes. Kort sagt “Pay it Forward”.
Søren bruger ofte Stackoverflow, som er et forum, der dækker rigtig mange emner indenfor både teknik og hverdag. På samme måde bruger han Github, der er Facebook for udviklere. Dér deler man kode og hjælper hinanden.
Pay it forward
Ifølge Søren er udviklere afhængige af hinanden og skal derfor dele viden. Det kan forklares ved, at den person, der har fundet på en god stump kode, hjælper de andre til at forstå det, så de andre kan bygge videre på det. Videreudviklingen kommer også ophavsmanden til gode. Derfor er man også stort set tvunget til at skrive dokumentation, så alle andre forstår din tankegang.
Vi drøfter WordPress plugins, som ofte er gratis med mulighed for tilkøb. Den model kaldes for premium modellen, som hjælper folk i gang med at bruge produktet, hvorefter de kan opgradere til betalte premium funktioner. For at sikre, at plugins ikke indholder snavs, sørger fællesskabet for at højne kvaliteten gennem anbefalinger og rating-systemer. Derfor bør man kun installere plugins hentet via WordPress og ikke fra andre hjemmesider, da de ikke er kvalitetstestet af fællesskabet. Nochmal.dk er lavet i WordPress, og jeg har fået en del hjælp i den danske Facebook-gruppe for WordPress, som jeg kan anbefale.
Søren pointerer også, at du skal turde at slå til, når der er salgsmuligheder. Når man normalt hjælper andre, så er det vigtigt også at turde tage sig fair betalt for sit arbejde. Det er på den måde, Søren Malling tjener sine penge.
Og så skal man ikke være ked af at spørge andre til råds. Man skal turde at fremstå knap så vidende for ingen ved alt. Og ved at spørge sætter du gang i udvikling af ny viden, fordi andre skal tænke sig om og se tingene fra dit perspektiv. Læg mærke til, hvor du finder de gode og fyldige svar – det er højst sandsynligt dér, at netværket og hjælpen er bedst og dér, du også gerne selv vil være med til at hjælpe.
I forhold til hashtags på Twitter og Google+, fortæller Søren, at programmering bare er et udtryk for en aktivitet (lidt ligesom at gå til fodbold). Når du har bestemt dig for et programmeringssprog eller værktøj, så brug det som søgeord. Søren følger #TYPO3 for information om TYPO3. Er du interesseret i database platformen “MySql”, vil #mysql være oplagt. Er du vild med programmeringssproget Python, vil #python være lige til højrebenet. Inden for nogle sprog og platforme kan der findes hashtags for arrangementer og lign. Fx har CMS platformen Umbraco #hi5yr som et hashtag.