HM134: Storytelling: Hvad er din historie – og hvordan bruger du den?

anja-klemp-vilgaard help marketing

Skab troværdig kommunikation, der virker. Brug storytelling som et strategisk værktøj, og tal ikke bare til modtagers hoved, men også til modtagers mavefornemmelse. Det sætter aftryk og skaber værdi. I ugens afsnit får du gode råd til at bruge storytelling i praksis - så kan du starte allerede i morgen. Se noterne under afspilleren.

Help Marketing Bogen Støt os ved at købe Help Marketing Bogen :-) Køb bogen

Storytelling i Help Marketing

Help Marketing henvender sig til dig, der arbejder med marketing, salg og ledelse. Målet er at hjælpe dig til at blive bedre. Lad dig inspirere og få ny viden ved at lytte til Help Marketing podcasten, hvor Eric Ziengs hver uge interviewer en ny ekspert inden for et bestemt område.

Baggrunden for Help Marketing er, at vi alle kan blive en smule bedre til at hjælpe hinanden. Hvorfor? Fordi det gør hverdagen rarere for alle. Men i lige så høj grad fordi det er den bedste måde at skabe succes for dig selv, da du opbygger værdifulde relationer.

Help Marketing som bog? Læs mere her.

Ugens gæst: Ekspert i strategisk kommunikation Anja Klemp Vilgaard

I denne uge har vi besøg af Anja Klemp Vilgaard, som er indehaver af storytelling-bureauet Get Ajour. Anja hjælper virksomheder, der kan se fidusen i at fortælle gode, engagerende historier, med strategisk storytelling.

Du kan følge Anja på Twitter, Facebook eller Linkedin, eller på Get Ajours hjemmeside.

I ugens afsnit får du mere viden om:

  • Hvad storytelling er
  • Hvordan det skaber værdi for din forretning
  • Guide til, hvordan du skal gribe det an i praksis
  • Gode eksempler på storytelling
  • 3 konkrete råd til, hvad du aldrig skal gøre, når du arbejder med strategisk storytelling
Se også:

Hvad er storytelling?

Storytelling er i virkeligheden et gammelt begreb. Vi kender alle sammen til historiefortælling, og det har været en del af vores hverdag, lige fra vi trådte i vores barnesko. Det interessante er, at virksomheder er begyndt at bruge det på et strategisk plan.

Med strategisk storytelling bevæger virksomheder sig væk fra at kommunikere på et faktabaseret plan. I stedet for kun at tale til modtagers hjerne med fakta er det blevet in at tale til modtagers mave. Ved at anvende fortælleteknikker, der inddrager følelser og sanser, er der større chance for, at modtager kan mærke og huske, hvad der bliver fortalt. Og det giver en øget lyst til at fortælle et budskab videre.

Hvad opnår du med storytelling?

Gennem storytelling rammer du modtager på en helt anden måde, end du gør med faktabaseret kommunikation. Du rammer hovedet på sømmet, når det kommer til, hvad der er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt. Det går dybere ind hos modtager, og det lagres bedre i hukommelsen. Meningen med storytelling er netop at give nogle aha-oplevelser, som modtager kan tage til sig og identificere sig med. Og sidst men ikke mindst gengive og fortælle videre til andre.

Når du kommunikerer via fakta, rammer du den nyere del af hjernen. Den del af hjernen er svær at overrumple med følelser. Den gamle hjerne derimod er mere modtagelig over for alle former for følelser og urinstinkter, og det er derfor godt at bruge følelsesbaserede argumenter, som gerne kommer til udtryk via fortællinger.

Der er ikke noget nyt i, at mennesker elsker historier. Og det er rent faktisk påvist, at vores hjerner er gearet til det med fortællinger. Der er blevet søsat et utal af undersøgelser i kølvandet på, at storytelling er blevet en strategisk måde at gå til sit marked på.

Studier af hjernen har blandt andet påvist, at der er de samme udsving i den hjerne, der fortæller en historie, som der er i den hjerne, der modtager en fortælling. Vi spejler hinanden gennem fortællinger, da vi som art gerne vil lære af hinanden og af hinandens erfaringer.

Se også:

Gode eksempler på strategisk storytelling

Men hvordan bruger du så storytelling på en god måde? Hvilke virksomheder går forrest som det gode eksempel? Stragisk storytelling er et forholdsvis nyt koncept i Danmark, men flere af de helt store virksomheder som LEGO og Carlsberg bruger det på forskellige planer.

Også Maersk anvender det på strategisk vis. Med Maersk Stories er der fokus på, at det ikke bare er et spørgsmål om at transportere containere fra a til b, men om at få kommunikeret tydeligt, hvorfor det er vigtigt for det enkelte menneske, at en container kommer frem. Hvad får de forskellige mennesker ud af det i deres liv?

Et konkret eksempel fra Anjas egen andedam er en virksomhed, der gerne ville have hendes hjælp til at komme ud over rampen med sin medarbejdertilfredshedsundersøgelse. En sådan størrelse er normalvis meget faktabaseret med grafer og tabeller, men virksomheden ville gerne prøve at kommunikere det ud via fortællinger i stedet. Det er et godt eksempel på, hvordan storytelling kan bruges til at gøre tingene på en helt anden måde for at ramme modtager på anden vis.

Hvorfor er det her vigtigt? Hvad skaber værdi for dem, der sidder på den anden side som modtager af din kommunikation? Rammer du plet med din fortælling, vil modtager nemt og hurtigt forstå, hvem du er, og fortælle det videre. Det giver dig de berømte delinger, som enhver virksomhed er interesseret i. Du får skabt ambassadører.

Se også:

Trin for trin guide

Hvordan kommer du så i gang med storytelling? Med Anjas fem-trin-guide bliver du godt klædt på til at komme ud over rampen med din historiefortælling. Når du skal i gang med at fortælle historier, skal du først og fremmest vide, HVAD du gerne vil fortælle.

1. Find din kernefortælling

Kunsten er først og fremmest at finde frem til din kernefortælling. Driver du en lille virksomhed, er der ingen tvivl om, hvad historien er. Her skal du kommunikere, hvad du brænder for, og hvorfor du er sat i verden. Men hvad så, når din virksomhed vokser? Så er der pludselig mange flere produkter, flere mennesker og flere afdelinger. Hvad er din kernefortælling så?

Her er det vigtigt, at din kernehistorie har kontakt til det slanke træ, der blev plantet oprindeligt. Din troværdighed er opbygget herigennem, og det er derfor uklogt at ændre din kernefortælling. Smed i stedet på det jern, du har lagt i ilden for år tilbage. Din kernefortælling er ikke noget, du får, men noget, du allerede har.

Se også:

Glem ikke at få klarlagt, hvordan omverdenen opfatter dig og din kernehistorie. At tale ud fra en position, som du mener, at andre tillægger dig, er farligt. Se på dig selv udefra, og hop over i de andres sko. Det kan være svært, men er alfa og omega.

Din fortælling er nemlig ikke udelukkende din egen, men vores. Du sætter ikke bare dit aftryk på det, du sender ud, men modtager sætter også sit aftryk på budskabet, når det genfortælles. Kan dine medarbejdere ikke mærke den fortælling, som I sender ud, så er det ikke den fortælling, de giver videre. Så fortæller de noget helt andet.

2.  Bliv bevidst om ALLE dine historier – de gode OG de mindre gode

Saml dine medarbejdere og de forskellige afdelinger for at finde ud af, hvilke fortællinger de har. Hvad siger de i direktionen? Hvad siger de i regnskab? Matcher de hinanden? Hvad enten du vil det eller ej, så er det summen af alle jeres fortællinger, der bliver dit brand.

Det gælder om at kende alle de fortællinger, du har at gøre godt med, og så finde ud af, hvad du kan kaste lys på. Og blive ved med at gøre det på forskellig vis. Helt ned til logo til hvordan, I fremstår, når der kommer folk udefra ind i jeres reception. I skal ligne det, I siger, at I er. Og det gælder hele vejen rundt. En fortælling er ikke bare verbal eller skriftlig, den er lige så meget det oplevede billede af jer. Det er her, at den får ben at gå på.

Se også:

3.  Vær bevidst om den handling, du ønsker at fremme med fortællinger

Når du har fundet frem til, hvad du gerne vil fortælle, skal du tænke strategisk i forhold til, hvad du gerne vil opnå. Hvordan bruger du dine fortællinger bedst muligt? Når du er bevidst om alle historier, positive som negative, har du mulighed for at tale de dumme myter ned.

Har du nogle fortællinger, der modsvarer, kan du med fordel tale myterne eller usandhederne ned. Er det ikke usandheder, men realiteter, er det selvfølgelig en anden sag, som skal håndteres internt.

4. Show it, don’t tell it – led med storytelling

Lav en strategi for, hvordan storytelling skal anvendes i din virksomhed. Lav en cyklus, så historierne kan komme på banen, som de skal. De skal komme hele vejen oppefra og ned og den anden vej. Klæd dine ledere på til at lede ved at fortælle historier. Mange medarbejdere vil spejle sig i sine chefer, så begynder de at gøre brug af historiefortælling, er der stor chance for, at de andre også vil hoppe med på vognen.

Her er det igen vigtigt at huske på, at fortællingerne skal komme indefra. Det er ikke bare en etiket, der skal klistres på. Så har den ingen effekt. Enhver fortælling skal komme indefra ud fra virksomhedens kernefortælling.

Se også:

5. Hold fast – storytelling er langsigtet

Det tager tid, før bolden begynder at rulle. Hæng i, og husk på, at det tager tid, før du mærker effekten af din branding. Hvis du ikke fortsætter med at kommunikere ensartet og vedholdende, kommer du aldrig til at høste gevinsten.

En kernefortælling er i virkeligheden en værdi. Den kan være formuleret på en enkelt sætning. Under isbjerget findes der et væld af fortællinger. Når I begynder at tale ens gennem forskellige historier, som alle lægger op til den samme værdi, som I er blevet enige om, er jeres kernefortælling, så begynder det at ligne noget. Så begynder det at være kommunikation, som er nem at afkode og nem at bekende sig til. Hvis man altså kan lide den kernefortælling eller den værdi, der fortælles på forskellig vis.

Konkrete råd til, hvad du aldrig skal gøre, når du arbejder med strategisk storytelling:

  • Lad være at misforstå, hvad storytelling er. En god historie er ikke noget, som du får, men noget, som du allerede har. Det er ikke en etiket, du kan sætte på. Troværdighed er vigtigt. Har du noget, der ikke virker, så virker storytelling ikke. Heller ikke selvom det er strategisk tænkt.
  • Undgå at stille dig op i din egen skov, hvor du ikke kan se skoven for bare træer. Det vigtigste spørgsmål, som du kan stille dig selv, er: Hvorfor? Hvorfor er det vigtigt for dem, der køber dit produkt? Ikke hvorfor du gerne vil ud over rampen, eller hvorfor det er vigtigt, at du får flere kunder.
  • Mange tror, at storytelling er rigtig svært. Men det er ikke svært at fortælle historier. Vi gør det allesammen hele tiden i vores private liv, og du skal bare lære at gøre det i dit faglige liv også. Det er et håndværk. Jo mere du gør det, jo bedre bliver du til det.
Se også:

Ugens Content Marketingværktøj er: f.lux

Sidder du tit ved din computer eller med din smartphone lige inden sengetid? Så ved du sikkert alt om, at det kan påvirke din nattesøvn negativt. På billedet kan du se det blå lys, der er skadeligt. Billedet er lånt fra Seizz.dk, hvor du kan læse mere om lys. Værktøjet f.lux er sat til verden for tage kampen op mod det blå lys om aftenen.

F.lux tilpasser lyset på din skærm, så du automatisk bliver udsat for et varmt lys om aftenen/natten og lys svarende til sollyset om dagen. Det eneste, du skal gøre, er at installere programmet og angive, hvor du bor. Så klarer f.lux resten.  Det er både nemt og gratis – og hvem vil ikke gerne sove godt om natten?

 

 

 

Læs mere om ugens tool her Se alle værktøjer samlet her
Altid up to date med Help Marketing! Få en mail hver måned med det seneste afsnit. Du tilmelder dig også Nochmals nyhedsbrev. Du kan altid melde fra igen.
=
Lad mig høre hvad du synes om indholdet ...

[…] https://nochmal.dk/podcasts/hm134-storytelling-hvad-er-din-historie-og-hvordan-bruger-du-den/ […]

Svar på denne kommentar

[…] https://nochmal.dk/podcasts/hm134-storytelling-hvad-er-din-historie-og-hvordan-bruger-du-den/ […]

Svar på denne kommentar
Del dette på ...
Foredrag og sparring om din marketing Kontakt Eric