HM127: Fremtidens teknologi i marketing

Daniel Ord Rasmussen
Daniel Ord Rasmussen

Gå ikke glip af de mange muligheder du har for at nå ud til dine kunder. Følg med i, hvad der sker inden for teknologi i marketing. Så er du sikker på, at du ikke misser en gylden chance for at række ud til dine kunder. I ugens afsnit bliver du klogere på, hvad der rører sig inden for teknologiens verden, som kan have betydning for din kommunikations- og marketingsindsats.

Help Marketing Bogen Støt os ved at købe Help Marketing Bogen :-) Køb bogen

Bliv klogere på teknologi i marketing med Help Marketing

Help Marketing henvender sig til dig, der arbejder med marketing, salg og ledelse. Målet er at hjælpe dig til at blive bedre. Lad dig inspirere og få ny viden ved at lytte til Help Marketing podcasten, hvor Eric Ziengs hver uge interviewer en ny ekspert inden for et bestemt område.

Baggrunden for Help Marketing er, at vi alle kan blive en smule bedre til at hjælpe hinanden. Hvorfor? Fordi det gør hverdagen rarere for alle. Men i lige så høj grad fordi det er den bedste måde at skabe succes for dig selv, da du opbygger værdifulde relationer.

Hvis du får værdi ud af at lytte til vores afsnit, kan du støtte Help Marketing på forskellig vis.

Læs mere om Help Marketing bogen i afsnit 118.

Ugens gæst: ekspert i nye teknologiske tendenser

Ugens gæst er Daniel Ord Rasmussen. Han arbejder til daglig som Senior Digital Strategist hos LEGO. Du kan følge Daniel på Twitter.

I ugens afsnit får du mere viden om:

  • Hvorfor det er vigtigt at følge med i teknologiens udvikling
  • Ekspertviden om nye teknologier og deres udvikling
  • Hvordan du kommer i gang med at tænke teknologi i marketing

Hvorfor er det vigtigt at følge med i teknologi i marketing?

Teknologi og marketing er to størrelser, som er meget svære at skille ad. Og sådan har det altid været. Det er meget naturligt, at så snart der er en mulighed for at få et budskab ud til folk, vil det blive brugt i markedsføringssammenhæng. I dag bevæger udviklingen sig så hurtigt, at du bliver nødt til at følge med, hvis ikke du vil gå glip af nye muligheder for at nå ud til potentielle kunder.

Mange virksomheder ansætter en kommunikationsmedarbejder til at bestride titlen som webmaster og tage sig af alt det tekniske på deres website. Det er et meget godt billede på, hvor tæt forbundet marketing og kommunikation er blevet med det teknologiske aspekt. Det er dog en glidebane, hvis du spørger ugens ekspert. Det er nemlig ikke kun vigtigt at have en person, der er dygtig til at producere godt indhold, og som forstår at lægge det ind på dit site. Som en kommunikationsmedarbejder typisk gør. Det er mindst lige så vigtigt at have en person, der har styr på teknologien. En person, der ved, hvordan brugerne rent praktisk når frem til indholdet, og som kender til alle de muligheder, der er med dit website.

Innovative oplevelser og teknologi

I Daniels hverdag hos LEGO er der masser af innovation og nytænkning i omløb. Når der ideudvikles, er legen eller oplevelsen i centrum. Først derefter retter fokus sig mod, om der er en teknologi, der kan få ideen til at blive til virkelighed. Andre gange giver en ny teknologisk mulighed spændende ideer til nye produkter eller koncepter, men langt hen ad vejen foregår det den anden vej rundt. Hos LEGO er der en særlig udfordring i forhold til strenge lovkrav og regler, da deres produkter henvender sig til børn. Derfor skal ideudviklerne passe særligt på ikke at blive forblændet af en ny genial teknologisk mulighed.

Et aktuelt eksempel på, hvordan en virksomhed som LEGO kombinerer oplevelser med teknologi, er LEGO Life. Virksomheden er stadig ved at udvikle det nye sociale medie for børn, hvor forældre kan være sikre på, at deres børn færdes i et safe space miljø. Her kan børnene dele oplevelser med deres legetøj, og har de eksempelvis bygget noget fedt, kan de dele billeder med deres venner. Life fokuserer primært på kommunikation med ikoner og emojis frem for kommunikation med skrevne ord. Og det er der flere gode grunde til. Det gør det muligt for selv mindre børn af være en del af det sociale medie, og så er der mindre risiko for, at de større børn vil kunne komme til at anvende en negativ sprogbrug.

Børn vokser i dag op i en helt anden verden, hvor teknologi har en meget fremtrædende rolle. De skal lære at færdes i det, og det ruster dem til fremtiden at lære det fra en tidlig alder. Med LEGO Life kan de øve sig i trygge omgivelser og få et indblik i, hvordan sociale medier fungerer. Mediet er skræddersyet til en mobil oplevelse, da der ikke hersker nogen tvivl om, at det bliver fremtidens format.

Få eksperternes råd til, hvordan du får fat i den yngre målgruppe i afsnit 119.

Har du et mobil optimeret site?

Computerne vil langsomt blive udfaset. Eksperternes spådom siger, at der ikke går mange år, før vi ikke anvender computere længere. Hold derfor øje med, at dit site er optimeret til mobil. Sider på nettet skal i dag være lavet til mobilen, ellers får du ingen konverteringer. Det kan være dyrt og besværligt, men du bør alligevel kraftigt overveje det. Der findes stadig få segmenter, der bruger deres PC som den primære indgang til indhold på nettet, men det er et klart mindretal. Så har du ikke allerede skiftet til et mobiloptimeret site, er det bare med at komme i gang.

Nye teknologier – fremtidens markedsføringskanaler

Der er hele tiden nye teknologier undervejs. Mens mange forbliver på tegnebrættet, vil andre få en markant betydning for det fremtidige marked. Vi vil se på tre teknologier, som ser ud til at være kommet for at blive, og som du bør holde et godt øje med som marketingansvarlig.

Virtual reality

Virtual reality er efterhånden en gammel kending, som har været undervejs i årevis. Men nu er forskningen ved at være der, og teknologien er ved at være så god og virkelighedstro, at du kan investere i dit eget udstyr og få de vildeste oplevelser hjemme i stuen. Du tager dine virtual reality briller på og styrer slagets gang med din controller. Du bliver flyttet over i en anden virkelighed, og du kan eksempelvis blive hovedrollen i et videospil eller i en film. Teknologien går dybest set ud på at give folk briller på og transportere dem til et andet sted – på en virkelighedstro og autentisk måde.

Når du har en virtual reality oplevelse, kan du hverken se eller høre, hvad der foregår i den virkelige verden. Du bliver kapslet inde i en digital tilværelse, og din synssans såvel som din høresans bliver påvirket. Next step i udviklingen er, at du kan gå rundt på dine ben i den digitale verden. Du kan række ud med dine hænder og skubbe til ting i den fiktive verden. Når først du har prøvet den oplevelse, vil du få svært ved at gå tilbage til en helt almindelig playstation controller.

En anden version, som er mere interessant som en markedsføringsløsning, er den mobilbaserede version. Der findes allerede en stribe på markedet, og er du teknologi-nørd kender du måske allerede Google Cardboard? Her er det eneste, du skal bruge for at træde ind i virtual reality verdenen, din mobiltelefon og et headset lavet af pap. Du kan købe en skabelon, eller du kan folde din egen af en avis. Du kan allerede nu udforske en verden af forskellige apps og spil via virtual reality på din mobil, men de mobile versioner har nogle meget store udfordringer. Du kan blive meget svimmel og søsyg, og det kan sidde i din krop i flere timer efterfølgende.

De mobilbaserede versioner har helt klart potentiale som et markedsføringsværktøj. De bruges nu på gimmick-niveau til at skabe opmærksomhed, men de vil klart vinde mere frem. IKEA bruger det allerede som en Virtuel Kitchen Designer. Du kan hjemme hos dig selv se, hvordan dit nye IKEA køkken vil komme til at se ud. Du kan gå rundt i det, prøve at trække skuffer ud og tilmed jonglere med kødboller. Du kan downloade det fra Valves app store.

Der findes også billige 360 kameraer og 3D kameraer, som er små kugler, du sætter op på et stativ. Er du ejendomsmægler eller turistarrangør, er det en glimrende måde at fremvise en bolig på. Sæt kameraet ind i et rum, optag og udgiv det som en VR oplevelse.

Bliv klogere på, hvordan du forbedrer din markedsføring med professionelle videoer i afsnit 114.

Augmented reality

Augmented reality fungerer langt hen ad vejen som virtual reality. Forskellen er, at du stadig kan se virkeligheden bagved, når du tager hjelm eller briller på. Hvor virtual reality afskærmer dig helt fra virkeligheden, er augmented reality et digitalt lag oven på virkeligheden. Augmented reality har sværere betingelser rent teknisk, og det gør, at den har fået en sværere gang på jord. Men den skulle eftersigende være meget imponerende fra et oplevelsesstandpunkt.

Kunsten er at skabe værdi for folk med augmented reality. Det skal tilføre en vis værdi, før folk gider at besvære sig med at påføre hjelmen eller brillerne. Tager dit barn sine briller på, kan en legetøjsbil måske lave røg eller ild, når den kører, eller det kan være, at der kommer en virtuel politibil og kører efter den. Det kunne være en måde at skabe værdi med augmented reality.

Voice assistants

Har du en iPhone, har du sikkert allerede stiftet bekendtskab med Siri. Hun er et eksempel på en af de mange voice assistants, som findes på markedet. Daniel fremhæver Google Assistent og Alexa, som de vigtigste at holde et vågent øje med. Alexa er et åbent system, der gør det muligt for dig at lave dine egne ting. Systemet spåes til at få en stor fremtid, og det kan blive en mulig salgskanal i fremtiden. Alexa kan bruges til mange ting, når systemet er installeret i dit hjem: Alexa, tænd lyset i stuen. Alexa, sæt en timer til det mad, jeg er ved lave. Har jeg aftaler i dag, Alexa?

Systemet er hands free, og du behøver bare at tale til det. Alexa er indtil videre kun tilgængeligt i Tyskland og i England. Du kan stadig købe systemet, men det taler så altså kun engelsk eller tysk.

Det er slet ikke urealistisk at tænke sig, at du i fremtiden vil kunne bestille mad eller andre ydelser via Alexa. Hvorfor ikke få systemet til at bestille en taxa eller en pizza til dig? Åbnes der op for, at man kan betale for en standardydelse, er der et enormt potentiale for mange typer af virksomheder. Alexa er meget hurtigt blevet en enorm succes, og dækker også over stemmestyrede eventyr, vælg-selv-bøger og mange andre underholdningsprodukter.

Konkrete råd til at komme i gang med at indtænke teknologi i din marketing

  • Prik en medarbejder på skulderen, eller ansæt en person, der har lyst til at holde øje med den teknologiske udvikling. Det skal være en, der har en naturlig interesse for emnet. Det er ikke noget, du kan presse ned over hovedet på en af dine medarbejdere.
  • Hav et realistisk forhold til det. Du behøver ikke at være first mover på tingene. Men det kan være en god ide at holde øje med eksempelvis Alexa og udviklingen inden for virtual reality. Hvornår bliver det normalt at bruge på det danske marked? Hvornår skal vi sørge for, at vi kan sælge vores pizza gennem Alexa? Eller hvornår skal vi sørge for, at vores sommerhuse kan ses i virtual reality?
  • Brug det selv. Invester i at få udstyret selv, når det er til overkommelige priser. Forstår du det på brugersiden, kan du nemmere anvende det i din marketingsindsats, når tiden kommer.
  • Tag det roligt. Der er stadig mange vilde og fremtidige teknologier, som kun er på tegnebrættet. Men bevar en sund interesse og prøv tingene af, når du har mulighed for det.

Splashthat

Mangler du et værktøj til at kreere fede pop-up sider? Splashthat er en genial marketing platform, hvor du kan udfolde dig kreativt på en professionel måde.  Det er perfekt til at skabe events og pop-up sider, og du kan også vælge at gøre brug af værktøjets mail funktion. Det er nemt og effektivt at bruge splashthat. De har selvfølgelig også en premium version.

Tak til Sofie Henriksen for anbefalingen af ugens værktøj.

Læs mere om ugens tool her Se alle værktøjer samlet her
Altid up to date med Help Marketing! Få en mail hver måned med det seneste afsnit. Du tilmelder dig også Nochmals nyhedsbrev. Du kan altid melde fra igen.
=
Lad mig høre hvad du synes om indholdet ...

Del dette på ...
Foredrag og sparring om din marketing Kontakt Eric